Fore.dk har anmeldt banen således.:                      Besøg :  Fore.dk

FORE.DK's samlede indtryk af banen - anmeldelsen
Den 5. maj 2002 tog vi afsted til Trehøje for at deltage i intet mindre end Det Åbne Vestjyske Mesterskab. Jo, jo fint skal det være, men lad os bare slå det fast med det samme. Ingen af os kom i nærheden af den eftertragtede titel. Skidt også med det, for vi fik en golf– og naturoplevelse ud over det sædvanlige. Banen i Trehøje ligger nemlig ude midt på den midtvestjyske hede, som normalt er ganske flad, men det må siges, at det ikke holder stand i dette tilfælde. Banen ligger simpelthen i et fantastisk naturområde, og de 18 huller byder på masser af udfordringer og kvalitet. Derudover skal det også nævnes, at banen er ret kuperet. Baneguiden i Trehøje er af en absolut høj kvalitet. Der er mange udmålte afstande fra tee til diverse punkter i dit udslag, og der er også mange mål på vej op til green. Alt i alt en rigtig god baneguide.

Træningsfaciliteterne er også ganske fine i Trehøje. Der er hele to puttinggreens, hvor den ene er opdelt i to plateauer med gode muligheder for at træne de lige putts på de enkelte plateauer. Den anden puttinggreen, som også er den største, er RET kuperet og byder på nogle vanskelige puttemuligheder. Et put fra den ene ende til den anden nedad bakke, er næsten for meget af det gode. Begge puttinggreens er hurtige og dejligt jævne at putte på. Der findes en udmærket indspilsgreen med en øvebunker af god kvalitet, så man også kan få trænet denne del af sit spil. Drivingrange har rimelige udslagsmåtter, men man kan ikke rigtig se, hvor langt man slår sine bolde, da man står og slår ud i et "bakkelandskab", og på de lange slag kan man ikke se sin bold lande. Dette er lidt ærgerligt, da det jo er ret vigtigt "at kende sine længder". Denne mulighed har man ikke rigtigt her. Og det er da synd, når resten af træningsanlægget er af en så høj kvalitet.

Mange golfspillere har sikkert hørt om 1. hul i Trehøje, måske på grund af omtale i diverse golfmagasiner, og man frygter det værste, når man går ned til teestedet. Det viser sig dog ikke at være helt så slemt, som frygtet, faktisk er det et ret ligetil hul, hvis man tænker sig om !! Hullet er et par 4 på 308m, som nærmest knækker 90 grader til venstre. Dette betyder, at du kan skære ret meget af hullet alt efter, hvor modig du er. Du skal ikke være bange for vandet, som ligger for foden af teestedet; Det er kun i spil, hvis du "ryster på hånden", og det gør du jo ikke, vel ?!?! Andet slag op til green er ikke langt. Det kan være fra 90-145m alt efter, hvor modig du var fra teestedet. Indspillet er opad bakke til en lang og smal green i to niveauer, som er beskyttet af en bunker i venstre side. Dertil skal det siges, at roughen omkring green ikke er særlig sjov, men en hcp. par eller en bane par er indenfor rækkevidde her.

2. og 3. hul er korte huller, henholdsvis par 3 på 145m og par 4 på 288m, hvor du kan score godt, hvis du igen bruger "den indvendige". Når man kommer frem til teestedet på 4. hul, så åbner landskabet sig op i al sin pragt, og det er virkelig et smukt syn.

Indspillet til 6. greenHul 6 er et langt par 4 på 394m, som går let nedad bakke mod green. I modvind skal der to virkelig gode slag til at nå på i regulation. Men i medvind går det lidt lettere. Greenen er beskyttet med hele fire bunkers, som er relativt dybe. Indspillet til green er ret svært for der, hvor du gerne vil lande din bold, ja, der er der bunkers; en halvstor i venstre side og tre små i højre side, og som om det ikke skulle være nok, er der i venstre side af green ikke mere end et par meter til en lille smule krat, som ikke er det bedste at spille fra. I højre side er der en skråning fra greenkant og ned i noget skov. Når du er kommet på green, er dine problemer ikke overstået, da denne green er kuperet som hovedparten af greens her på banen - så en hcp par er en god score her. Generelt er både fairway– og greenbunkers placeret rigtig godt, dvs. svært(!) over hele banen. Du bliver kun straffet for et dårligt slag og ikke for de gode, som man desværre ser på nogle baner.

Hul 9 er et rigtig dejligt par 4 på 362m, hvor teestedet er placeret på en slags hylde. Dette giver en lidt speciel fornemmelse, når du driver, men ikke desto mindre er denne detalje med til at gøre hullet ekstra spændende. Drivet skal placeres i højre side af fairway for at få den bedste indgang til green. Hvis du bliver lidt for smart med driveren, er der smidt en bunker i højre side af fairway, dertil skal det siges, at der er en god, sej rough og træer i begge sider. Andet slag er ret svært, især hvis du ikke kommer helt over i højre side i drivet. Der er vand i spil til venstre for green og rammer du green i regulation, har du en halv sejr på dette hul. Putter du så kun to gange, vender du som en tilfreds mand.

Hul 11 er et par 3 på 152m og ser ikke ud af noget i baneguiden, men der tager du fejl. I udslaget er der træer hele vejen op langs venstre side og meget tæt ind til green. I højre side er der såmænd også træer, og ved greenen er der lagt en halvstor bunker. Bag ved green er der selvfølgelig også træer, så slå bare. Hvis du er kommet helskindet på green i første hug, er dine problemer ikke ovre endnu. Green er meget svær at læse, selvom den ikke er så kuperet, så en par eller en bogie er en god score her.

15. hul er et par 5 på 441m og et af banen bedste huller. Hullet knækker to gange, først til venstre og så til højre. Det betyder, at du alt afhængig af dit mod og evner, kan skære ret meget af længden. Du skal dog passe på, for misser du fairway, så ligger du i lyngen eller i skoven og alverdens ulykker kan pludselig hagle ned over dig. Den sikre vej til green, som ligger højt, er spoon fra tee-stedet, mellemjern frem og wedge til green. Så skulle den par være sikker...!! Men du kan også tage den modige og banke din driver hen over skoven og lyngen i venstre side og håbe, at den kan flyve 210-220m ud i det blå. Derefter skal du hamre et 4-5 eller 6-jern op til en meget smal green, som også er beskyttet af en bunker i venstre og en i forkant; dertil skal det siges, at der er skov og tæt bevoksning lige bag green. Forsøger du den sidste model, er der mulighed for en eagle eller birdie, men en 10er eller mere kommer altså også hurtigt i spil.

Hul 18 er et par 5 på 501m og et super afslutningshul, som kræver et godt drive (her må gerne presses lidt) og et præcist andet slag, før man kan spille ind til green. Når du står på teestedet, føler du dig lukket lidt inde, men den følelse skal du forsøge at overvinde, for der er såmænd god plads i landingsområdet ude på fairway (giv den bare en i rø..., for der er 271m ud til outrun på fairway). Det kan dog være svært så sent på runden, når du er ved at være godt træt, men du må prøve holde fokus lidt endnu. Hullet knækker 90 grader til venstre, og du skal passere en sø i andet slag. Hvis du ligger lidt skidt, skal du bare spille kort af vandet og så slå et lidt længere slag til green. Tro os (Lars prøvede, og det gik galt) - det er et godt råd !!!! Tredje slag op til green kan være alt fra pw-3 jern, og det er vigtig at få bolden placeret rigtigt i forhold til pinden, da green hælder fra bagkant mod forkant, men en par er ikke umulig her.

Når man så har fået afleveret sit scorekort med 42 point (nå ja, så 30-35 da), så er det hvis tid til at gå i bar(r)en (som Margurite Viby engang sagde) og nyde en iskold KONDI ude på terassen med en lækker udsigt over 18. hul. I restauranten serveres lette retter til gode priser. Proshoppen er ikke så stor, men har et meget godt udvalg af diverse varer. Det er svært ikke at lyde for klicheagtig, når man skal bedømme banen som helhed, men den er simpelthen en ren perle. Der er efter vores mening ikke et eneste kedeligt/dårligt hul på denne bane, og banens design slår mange mere kendte baner med flere køllelængder. Standen er helt i top, og man føler sig virkelig midt i naturen. Der er et rigt dyreliv i området, så der er noget for både golf– og naturelskere. Hvis du ikke har spillet banen i Trehøje før, så se at komme afsted. Det er virkelig en STOR oplevelse og man vil, uanset spilleniveau, nyde en runde i det smukke landskab. God fornøjelse.

 
Indspil til Green på hul 18 kan se sådan ud.  


Her ligger Green på hul 1 klar.